Om Sabahar
Fairtextiles.dk forhandler produkter fra den etiopiske tekstilvirksomhed Sabahar.
Alle tekstiler fra Sabahar er håndlavede – fra spinding af bomuld og farvning af garn til vævning af de enkelte produkter. Det er en produktion, der bygger på traditionelt etiopisk håndværk, og hvert produkt er unikt.
Alle produkter er lavet af naturlige materialer – bomuld, silke, uld og hør – som overvejende stammer fra Etiopien. Silke farves med naturlig farve, de andre materialer med godkendt miljøvenlig farve.
Sabahar har flere end 100 ansatte. Størstedelen er kvinder, der spinder bomuld i deres hjem rundt om i Etiopien. De øvrige ansatte, både kvinder og mænd, arbejder på Sabahars produktionsværksted i hovedstaden Addis Ababa som farvere, vævere og syersker.
Sabahar er en arbejdsplads, der prioriterer gode arbejdsforhold med højere løn og kortere arbejdstid end etiopiske arbejdspladser generelt, pensionsopsparing, betalt ferie, sundhedsforsikring og muligheder for efteruddannelse.
Sabahar er medlem af WFTO – World Fair Trade Organisation.